You are currently browsing the tag archive for the ‘opplevelser’ tag.

Bà Nà Hills är ett ställe uppe i bergen 3 mil utanför Da Nang dit fransmännen brukade flytta när det blev för varmt. Numera ligger ett par resorts där som man kan åka till med linbana som dessutom har två världsrekord:

  • världens längsta linbana utan stopp (5042m) och
  • störst höjdskilnad för en linbana utan stopp (1291,81m)

Det var väldigt vackert! Det var rätt dimmigt, så man utsikten från toppen uteblev, men å andra sidan skapade dimman en härlig stämning.

När vi kom upp till toppen mötte vi något oväntat. Ett gigantiskt slott är under uppbyggnad som ska bli en nöjespark. Större delen av utsidan var klar och vi fick fritt inträde och kunde teståka ett par attraktioner som redan var klara!

Josef


I udkanten af Puducherry, ligger en mindre by kaldet Auroville. Auroville er som navn ret så synligt i Puducherrys gadebillede, der sælges produkter fra Auroville i supermarkedet og mindre butikker, og jeg bor 2 min fra to af dets butikker fyldt med alverdens håndlavede tasker, sko, smykker og røgelse.

’Men hvad er Auroville?’, var min første tanke da jeg blev inviteret derud, og heldigvis var det derfor med et åbent sind jeg en tidlig lørdag morgen, drog derud med min roomie Jenni og vores tyske medstuderende Marieke. Den lørdag spenderede vi tiden på en lille farm, Windaara Farm, hvor Marieke lige var flyttet ind. Farmen består af omkring 12 beboere (en dansker, en egypter, sydamerikanere, spaniolere, portugiser og tyskere) og sammen dyrker og kultivere de jorden, laver marmelade til salg og synger sange omkring bålet om aftenen. Dagen startede med meditation, fælles morgenmad og derefter arbejde, for mit vedkommende hjalp jeg til ude på rismarken. Senere på dagen besøgte jeg et andet lille samfund, som dedikerede deres tid på Bambus research, og havde alverdens ting i bambus; som tøj, smykker, brugskunst, legetøj og endda en cykel.

Ugen efter bestod af endnu to Auroville besøg; først et mere turistet besøg, hvor vi så en introduktions film om byen og dets historie og ideer, og derefter oplæg af en mangeårig Auroville-beboere, B (Bill without ’ill’ var forklaring på hans navn). Mødet med Auroville blev af de fleste mødt med stor skepsis, hvilket er meget forståeligt. I sin introduktion fremstår Auroville meget idealistisk og inkluderende, men da vi spurgte ind til praktiske omstændigheder virkede byen mere ekskluderende og lukket. En af mine danske medstuderende kaldte byen for ’Indiske-Christiania’, og man kan måske drage paralleller mellem dem og påstå at det er samfund der er meget åbne og inkluderende, men dog kun for mennesker af egen slags.

Alt i alt er jeg blevet meget begejstret for konceptet omkring Auroville, og tænker at man måske bør se hele samfundet som en proces mod et mål (måske et uopnåeligt et?) og det er vel som alt andet i verdenen ikke fejlfrit. Heldigvis kom vi også ud på flere mindre turistede ture og samme eftermiddag bød på et besøg hos et ældre par, franske Bernard og en indisk kvinde (kan ikke huske navnet), som sammen i 90’erne var begyndt at kultivere et område at Auroville som udelukkende bestod af ørken. Da vi besøgte dem, besøgte vi en lille skov og altså ingen ørken! Med samme præmisser om bæredygtighed og udviklingen af ørken til skov uden kunstige og unaturlige midler, er Sadhana Forrest opstået. Den skov besøgte vi dagen efter, til rundtur, veganske ingefær muffins, venstreorienteret film og vegansk aftensmad. Konceptet om at lave ørken om til skov, kommer af at området omkring Puducherry inden koloni tiden bestod af junglen og skov, hvilket blev fjernet af kolonimagterne for at holde vilde dyr væk fra byen. Det ødelagde jorden og endte med at efterlade den som ørken L

Selvom Auroville er meget interessant og inspirerende, er det også langt fra Indisk. For mit vedkommende betød det en mindre striks dress-code, men det var vel også en del af begejstringen J

– Godnat, Andrea


Denne helgen er en av de beste jeg har hatt på en evighet. Det var surfing og strand og nykokt hummer og øl og afrikanske trummer og flammeblåsing. Jeg vil allerede tilbake – tror surfing og Bosua er avhengighetsskapende. ( dvs. ikke for mine blodige knær -men det er så verdt det )

Tora

Innan jag åkte från Sverige bestämde jag mig för att inte åka motorcykel (eller ”mô tô”). Men när jag kom hit ändrade jag mig :)

Vägen tog slut ganska lagom till att vi skulle åka hem. Allt som allt var det en mycket lyckad tur utan alltför stora problem (en punka, en cykel som startade ibland och ibland inte och en gruppmedlem som kom på villovägar och tog sig hem på egen hand, utan att ringa…)

Idag är dessutom bägge mina rumskamrater borta, så nu blir det en lång, härlig efterlängtad kväll med musik (och lite bloggande). Spellistan är på 3 timmar hittills och växer…

Josef

Efter naturupplevelsen åkte vi vidare mot Huế för att se dagens huvudattraktion: ruiner som är med på UNESCO’s lista över världsarv. Enligt vad jag hört skulle dessa inte vara något särdeles spektakulärt, men ändå sevärt, och det stämde ganska bra. Om man ändå är där bör man se det. Vi var först vid det ställe där, om jag minns rätt, Tự Đức hade bott och sedan blivit begravd.

Sedan åkte vi till citadelen där Nguyễn-kejsarna hade bott (Huế brukade vara huvudstaden för länge sedan). Byggnaderna är tyvärr illa bevarade tack vare kriget mellan nord och syd, men lite finns det ändå kvar att se på.

Här är hela ressällskapet! Vi tog oss runt i en minibuss som vi hyrt (med chaufför). Chauffören förstod ”food” och ”toilet”, men annars var han inte så bevandrad i det engelska språket. Men annars var han trevlig och stannade där han skulle, så vi var nöjda.

…och jag som hade köpt med sprayburkar och allt. Man tycker att Lonely Planet uttryckligen skriva när man inte får klottra på kulturarven man besöker.

Jag gillar mitt nya 55-300mm objektiv, det är lätt att ta kort på folk utan att störa. Fast Roald var nog ganska upptagen ändå.

 Josef
I weekenden er jeg blevet forvandlet til surfer-chick! Vi har været i San Juan del Sur -Nicaraguas surfer by #1 og demed også en af de mest besøgte byer i landet (dette siger egentlig ikke så meget, da Nicaragua nok er det land i Central Amerika med færrest besøgende)!
som et lille barn på vej i Tivoli…!
Selve San Juan del Sur er en tidligere lille fisker-by, men pga strandene både syd og nord for byen, er den nu præget af turismens «charme». Butikkerne er fyldt med surfertøj og souvenirer, strandbarene lokker med happy-hour og ladys night, hotellerne reklamerer med surfturer og board-rentals, restaurenterne kæmper om de relativ få turister i lavsæsonen og priserne er lige skruet en tand op. Stranden i byen er ikke noget at råbe hurra for, men tager man bare en halv time ud af byen, ønsker man at at tiden står stille! En lille, men imponerende stærk, vogn tager os igennem junglen, på en hullet og vandskadet grusvej. Og efter at være blevet rystet godt igennem (godt man ikke havde tømmermænd!), stopper vi på den smukkeste strand!
Sej surfer-chick! kun lidt opstillet 😉
På Playa Hermosa er der ikke andet end os, en lille hytte som sælger øl, vand og en lille bid mad, surfboards til leje og et par hængekøjer i skyggen. Vi ankommer kl 12 og jeg var ikke længe om at få fat på et board og hoppe i vandet, for lige at prøve lidt inden den lektion vi havde købt gik igang (den ku jeg iævrigt godt ha undværet, da han brugte over 1 time på at fortælle og vise 3 ting som man egenltig havde set før og som kunne have taget 10 min at fortælle. Dem der kender mig, vil nok vide at jeg blev en smule utålmodig!). Resten af dagen brugte jeg i vandet og på boardet. Vi surfede bogstavelig talt til solen gik ned -i de smukkeste omgivelser! Det var helt ubeskriveligt!
Her til aften er vi tilbage i Leon og endnu en uge med spansk og latinamerikastudier starter i morgen. Men i nat vil jeg drømme om Playa Hermosa… Godnat og godmorgen derhjemme 🙂
Paulina

Lige nu sidder jeg på vores altan som har udsigt direkte ud til havet. Vores hotel ligger på den lille strandpromenade, som er fyldt med restauranter og butikker. Kovalam er en lille hyggelig og meget turistet by, men fordi det er lavsæson nu, er der heldigvis ikke helt så mange turister og alting er billigere end i højsæsonen. Da vores semester sluttede i midten af april, blev jeg en uge mere i Pondicherry for at skrive min eksamensopgave. Vi fik fire spørgsmål at vælge imellem, og jeg valgte at skrive om peacekeeping i Afghanistan. I løbet af ugen var der flere og flere af de studerende der forlod Pondy, og til sidst var vi kun to værelser tilbage i Maison Raja. Vi var så seks personer der tog til Tranquebar for at se det gamle danske fort og så videre til Kodaikanal, som er en lille by oppe i bjergene, som Briterne tog op i, når det blev for varmt i resten af Indien. Her blev vi i næsten en uge og nåede at opleve en hel masse. Den første dag gik vi en ca. otte kilometer tur hen af en asfaltvej. På ruten var der forskellige udsigtsposte og vandfald, men hele området var desværre meget tåget, så vi kunne næsten ikke se de ellers flotte udsigter. Da vi havde gået de otte kilometer, ville vi tilbage og have frokost, men var for trætte i benene til at gå, så vi blaffede, og heldigvis stoppede et indisk par, og de havde lige plads til os alle. Dagen efter ville vi egentlig ud at trekke, men ham der skulle være vores guide spurgte os, om vi ville være med i en film. Så i stedet brugte vi dagen på være statister i en tamilsk film. Vi skulle forestille at være britiske studerende på en skole i England. Det var en lang dag fyldt med masser af ventetid, men det var en sjov oplevelse, og vi fik frokost og 500 rupees hver for det. Næste dag bestilte vi en guide og tog på trekking i bjergene. Det var en ca fem timer lang tur, med de flotteste udsigter og virkelig smuk natur, og det var så rart at komme væk fra biler og larm og endelig bruge sin krop lidt. Dagen efter skulle jeg have været ude at ride, men vi var (næsten) alle sammen blevet syge, og jeg havde kastet op hele natten. Så i stedet for blev dagen brugt på at slappe af og spise ikke-indisk mad. Den sidste dag tog vi på en tre timers ridetur i bjergene, og det var igen rigtig flot natur. Senere på dagen tog vi med en bus, og drog af sted mod staten Kerala.

Nu er vi i Kovalam, og i overmorgen tager vi en to dages tur på en husbåd som sejler rundt i Keralas backwaters. Og for resten er jeg lige blevet klippet. Helt kort!
Sonia

I helgen var vi en gjeng på 10 stykker som dro til Hue, en by noen timer nord for Hoi An. Det hele var egentlig ganske spontant, og da blir det jo som en del morsomme ting som skjer? Vi kom oss oppover, og da vi var kommet til selve Hue innså vi at ingen hadde adressen til backpackerstedet vi hadde planlagt å bo på. Det var ingen som viste hvor Hue Hostel var, og det stod ikke i Lonely Planet boken (sjokk!!) så da plukket vi et random hostel fra boken. (ikke fullt så sjokk) da vi stod å ventet på et hostel for at de skulle sjekke om de hadde ledige rom var det noen som kom på den geniale ideen at det er noe som heter internet ? og takk gud for Google. Geniene fant hostellet, og da vi stod utenfor ble vi litt usikre ? de hadde rom, doorms, for 6 dollar natten. Men vi hadde også lest om et annet som var ca samme pris men private rooms, da de kom med avgjørende informasjon: Gratis øl mellom 5 og 6, og 2for1 fra 8-9. Ingen tvil lenger, dette var hostellet for oss.

Tilbake på backpacker tur!! Skal nevnes at dette er det reneste hostellet jeg har sett i hele Asia.

      Gjengen på tur

  Leo prøver å forklare jentene veien til SkyBar. Som man ser fra bildet var det kanskje like greit det var han som viste vei,…

   På vei i heisen opp til SkyBar. Det stod den skulle holde 10 mennesker, og den holdt jammen til og med 10 europeere til og med!

   Vietnams nasjonalsport, karoke

Første kvelden tittet vi litt rundt og ble kjent med området, og gikk ut og spiste på en koselig restaurant, der turens første utfordring ble gitt ? og tatt. Noen gang hørt om noen be om å få en banan som take away? Not really. De som hadde bestilt 9 retters (høres veldig fancy ut, men er vel egentlig bare en fresh måte å si set menu på) fikk ?frukt? til dessert, og det var en smålig grønn, lite fresh banan på en tallerken. Leo sa ikke nei til en utfordring, og kom ut av restauranten med en banan i pose og to øl til gode.

Etter en lang kveld var det inn på hostellet, og det er ikke alltid like greit. Vi skulle bare skru på lyset på do, men ops ? feil lysbryter! Så vi skrudde på lyset i hele rommet. Ikke at det hadde vært så ille til vanlig, men når man deler rom med 12 stykker som sover er det ikke så kult når man kommer inn klokken 3. Ikke så fryktelig høy i hatten morgenen etter nei? Til gjengjeld skulle de vi delte rom med reise videre, og det var fullt liv på rommet klokken 6. Paybacktime I guess.

Lørdag var vi på DMZ, de militarized zone og tuneller fra Vietnamkrigen. (eller Amerika krigen som de kaller det her nede.) hadde hørt at vi måtte ha med oss guide, så det fikset vi, var egentlig ganske fornøyde med å bare skulle betale rundt 150-200 kroner for en guide en hel dag ? helt til vi så hva jobben hans gikk ut på. Den lille søte vietnameseren satte seg inn i bilen, og vi kjørte i vei, uten at han sa noe om hva vi skulle til, så jeg spurte. Vi skulle til Citadellet, og det skulle ta ca en halv time. Etter en og en halv time spurte vi hvor vi var, og da hadde han ombestemt seg, vi skulle til DMZ først. Jaja, og with the flow, satset på at han visste best. Da vi kom frem til DMZ ble vi overlatt til en annen guide, for han kunne ikke ta oss med rundt på museet. Da vi var ferdige på museet bar det videre til lunsj sted, et veldig, veldig lokalt sted. Så lokalt at det var på en strand uten noen andre mennesker, ikke en gang andre vietnamesere. Men vi spiste instant noodles som ble servert, og helt fantastiske peanøtter det skal de jammen ha. Så bar det videre til tunellene. Da bølingen ramlet ut av vanen stod guiden klar for å fortelle at nå måtte vi vente en halvtime på en annen guide, for han kunne da ikke være guide i tunellene. Jaja, da ble det frisbee på plassen, og litt spising mens vi ventet. På den positive siden var det en utrolig flink guide, som kunne masse, og var veldig god til å svare på spørsmål. Sånn passe klaustrofobisk, men i følge de som hadde vært i tunellene i HCMC var det god plass i forhold. Her var det alt under bakken ? fødestue, skole, ildsted, do, you name it. Det var folk som bodde under bakken på den måten i 6 år, det er jo helt utrolig. På det dypeste gikk det helt ned til 23 meter, og guiden fortalte at det var flere av de som hadde blitt født der som nå levde rundt i landsbyene i nærheten. Det setter liksom ting litt i perspektiv, det er faktisk ikke så alt for lenge siden?

   Elven som går som et skille mellom gamle nord og sør Vietnam

   Lokal lunsj

Etter å ha kommet oss gjennom (til og med de som hadde tendenser til klaus kom seg gjennom hele, det er creds!) ventet den andre guiden vår i bussen, og det var på tide å vende nesen tilbake til Hue. Da vi satt i vanen tenkte vi at vi skulle få mest mulig ut av han, så jeg pirket han forsiktig på skulderen, og lurte på om han kanskje kunne fortelle litt om Vietnamkrigen. ?No, the other lady tell you?. Okay, ny approach: Kan du fortelle oss litt om livet i Vietnam? ?No, lady tell you?. Også snudde han seg og sovnet. Tja, lett-tjente penger kanskje, men da kom vi oss rundt i hvert fall!

Søndag var det en tur til en av de kjente gravkamrene, en fantastisk hage, herlig avslappet, noe som passet ganske godt for sånn ca 10 kleine mennesker. Så da fikk vi sett litt, før vi for tilbake til hostell området, spiste lunsj, og så delte oss. De ivrigste reiste for å få med seg citadellet også, mens Mari og jeg prioriterte en banansmoothy og is.

På veien hjem bestemte vi oss for å kjøre over et fjellpass, i stedet for å kjøre rundt, et veldig godt valg! Vi satt og snakket om hvor lurt det var, og hvor fin natur det var, jammen flaks vi hadde kommet på det, da sjåføren påpekte at nå begynte vi snart på oppstigningen. Eh åja. Vi følger godt med. Men, det var om mulig enda finere natur på den oppstigningen, og da vi var på toppen endte vi i en kjempetåkeklatt. Var veldig spøkelses aktig, helt til guttene bestemte seg for å la seg inspirere av alle jentene som skal å se backstreet boys ? de stilte seg opp i vinden, med oppkneppede, blafrende skjorter og posen på plass.

  Solnedgang ved fjellpasset.

Klem fra Kathrine

Jeg er språkforvirra! I løpet av en dag hører jeg norsk, svensk, dansk, engelsk, spansk, fransk og tysk. Europeerkollektivet i andreetasje hjelper godt på språkforståelsen dog selv om det er godt å slappe av og prate norsk iblant. Min danske språkimprovisasjon er tydeligvis helt lik mannen som dannet Fremskrittspartiet i Danmark.. great. I forrige uke var det streik på en t-banelinje. Her betyr det at alle togene går som vanlig men de nekter å ta penger for det. Me gusta!
På studiet var vi denne uka på vårt første bedriftsbesøk hos Telecom, en argentinsk storbedrift innen, wait for it… telecom! De hadde en interessant presentasjon om deres CSR arbeid. Vi har såvidt gått igang med gruppearbeidet som skal ende i en fellesoppgave om et tema vi velger selv. Så det er ikke bare sosialt og ferie, selv om det får mest bloggplass 🙂 Forrige uke tok vi bussen til Tigre, en liten by rett utenfor BA som kalles Argentinas svar på Venezia. Perfekt hvis man vil ha en pause fra bråket i Buenos Aires. Reisen koster 3 kroner tur/retur så det er ingen unnskyldning for å la vær. De har også en fornøyelsespark der som vi ikke prøvde for det var for varmt, men man finner en turistfelle av et marked, som faktisk er veldig koselig, samt båtturer ned elva. Vi valgte å sove en time under et tre.
Det var også veldig stille. Noe jeg setter mer og mer pris på.

Merk: Selv om det står at reggaekonserter begynner klokken 7 på kvelden så stemmer ikke alltid det. Det ble noen timer venting på gulvet på PalermoGroove. Kalle og Jakob diskuterer tyngdekraften mens Nikoline tror hun er på rockekonsert.
Vi er gjennomvåte etter andre sangen til LCD Soundsystem, den varte to timer til. Mae fedt! (Joanna, meg, Leon og Torstein)
Karnevalparade. Denne gruppa holdt det gående i en times tid med diverse sketsjer, sanger og skuespill der de gjorde narr av turister. God stemning 🙂
Karnevalbandet klovner seg til

Jeg leita i et kvarter etter en sjokolade jeg hadde kjøpt og tok bilde av kjøleskapet i frustrasjon. Jeg fant den til slutt bak den oransje juicen som ligger i midten av kjøleskapet der.

Neste helg er det langhelg som skal brukes til reising. Alternativene er mange og det står mellom Iguazu-fallene, stillhet og avslapping i Uruguay eller det komplett motsatte på en Green Rock Festival litt inn i landet. I morgen er det duket for CSR-fest i Casa Abasto der vi bor.

Jens Petter

27. februar.

I dag er det søndag, og denne weekend har været så god. Min første weekend væk fra Pondicherry. Fredag eftermiddag tog Signe, Kristina, Stine og jeg bussen til Mamallapuram, som er en lille hyggelig kystby mellem Chennai og Pondicherry. Byen består af to gågader som er fyldt med butikker, restauranter, hoteller og ikke mindst en masse turister. Da vi ankom fredag aften fandt vi et hotel, hvor vi alle kunne dele et værelse, og så gik vi hen til The German Bakery for at få vegetar burgere. Nok en af de bedste burgere jeg nogensinde har smagt. Da vi stod op lørdag morgen var fanen slukket og al strøm gået, som den åbenbart gør hver morgen indtil kl.10. Da vi havde spist morgenmad gik Stine og jeg ud for at se nogle af de berømte templer der er omkring byen.  Ved det ene tempel, var der fyldt med aber, som folk fodrede med slik. En af aberne fik øje på en dames sodavandflaske, hoppede op af hendes ben og rev flasken ud af hendes hænder, og åbnede og drak af flasken. Vi skyndte os forbi og prøvede at skjule vores vandflasker fra de kloge dyr.  Efter vores kulturelle morgen joinede vi Signe og Kristina, som lå ved poolen ved et af de større hoteller. Gåturen havde været varm og svedig, så en tur i poolen var det bedste der overhovedet kunne ske. Ahj hvor var det lækkert. Vi gik også en tur ned på stranden og badede og det var endnu bedre. Bølgerne var store og der var meget strøm, men vandet var dejligt. Efter lidt mere afslapning ved poolen ville jeg finde et sted, hvordan jeg kunne få massage. Jeg mødte Sune og han var med på ideen, så vi fandt et sted ved siden af vores hotel. Vi gik med hen til massørens hus, hvor hans kone var, og her fik vi hver en briks at ligge på. Det var min første massage nogensinde, og det er i hvert fald ikke sidste gang. Det var så rart og afstressende at ligge der i en time og blive fuldstændig afspændt. Om aftenen gik Kristine og jeg hen på Budha Bar og spiste, og lidt senere kom en masse af de andre fra studiet, som også var taget til Mamallapuram i weekenden. Da stedet lukkede kl.23 gik vi ned til en cafe ved stranden, som havde lidt længere åbent. Her spillede vi klodsmajor, og da de lukkede var der bål-fest på stranden. Nogle af de lokale havde taget trommer med, som de spillede på mens andre dansede til. Dagen i dag startede med morgenbadning i havet, bagefter fik vi morgenmad og så gik turen tilbage til Pondicherry igen.
Sonia