You are currently browsing the tag archive for the ‘Field trip’ tag.

 
Har du tænkt over, hvor vores elektronik affald ender? Når vi vil have udskiftet vores gamle kasse tv, med et nyt fladskærms tv. Det fleste af os afleverer det nok bare nede i en container og så ”er det ude af verden”. Men i det fleste tilfælde er vores elektronik affald ikke ude ”af verden”, men rettere sagt ude ”i verden”.
 Et sted vores elektronik affald kan ende, er her i Ghana, nærmere bestemt et område i Accra ved navn Agbogblashie. Dette område dannede ramme om vores anden felttur hernede.

Lad mig præsentere selve historien omkring E – waste (elektronik affald) hurtigt. Grundlæggende handler det om, at Ghana i 2004 satte sig for at alle i landet skulle have mulighed for at købe en computer. Men hvad gør man, når det er for dyrt at købe nye computere til alle? Man kigger på brugte computere. Derfor blev det i 2004 skattefrit at importere brugt elektronik til Ghana. Det har selvfølgelig, på den ene side, givet mange ghanesere mulighed for, at købe en billig computer. Men på det anden side blev det også en åben mulighed for især lande i Europa, at eksportere alt deres elektronik affald. Resultatet af dette kan blandt andet ses i Agbogblashie.

Så elektronik affald bliver sendt fra udlandet og bliver så sorteret: virker / virker ikke. Meget virker selvfølgelig ikke (cirka 75%), og dette bliver så taget til Agbogblashie, hvor man ”udvinder” de dyre metaller, der er i elektronik: Kobber, guld, aluminium, zink osv.. Det lyder jo egentlig på en måde godt nok? ”udvindingen” foregår dog under meget forurenede forhold. Dette kan ses i området. Der går en lagune igennem Agbogblashie, der før i tiden var rig på fiskeri. I dag er lagunen helt død pga. de giftstoffer, der havner der pga. alt affaldet. Se på billedet, så kan du forstå problemet bedre.

Vi skulle interviewe folk, der arbejdede i området. Vi mødte ”the sherman” fra området, der tjente penge på at købe de metaller, fra elektronik affaldet. Herefter solgte han det videre i havnen, hvor det så blev sejllet til genbrug. Vi mødte den ”almindelige” arbejder, der blandt andet står og brænder ledninger, for at få fat i det kobber, der er bag gummiet. Vi mødte desværre også børn ned til 10 år, der i stedet for at gå i skole, tjener penge på at samle metaller. Så hvad bruger børnene i alderen 10 – 15 år pengene på? Ja da vi spurgte dem, var et af svarende prostitution.

Der er selvfølgelig en stor forretning i dette elektronik affald, hvilket måske er en af de helt store grunde til, at det ikke bliver stoppet lige med det samme? Samtidig har importen af elektronik også ført postive ting med sig, i den forstand at flere folk nu har adgang til en computer. Men set i lyset af det jeg så i Agbogblashie, er det tydeligt at loven om ”import af elektronik affald” virkelig er blevet drejet. Hvad der foregår i det område er yderst sundhedsskadeligt, og medfører sygdomme for arbejderne.

Nu studerer man jo ”global environmental management” og Agbogblashie er nok et tydeligt eksempel på, at faget virkelig har en betydning i den verden vi lever i nu og den verden vi skal give videre til de næste generationer.
Vi var 2.5 timer i Agbogblashie, og resultatet bagefter, når man tørrer sin pande med en serviet, ser sådan ud:

Det er bare for 2.5 timer? Så kan man jo tænke på, hvordan en ti årig drengs lunger ser ud efter at have arbejdet i Agbogblashie i et år. Og hvordan de samme lunger ser ud om 5 år, når det samme barn har arbejdet i Agbogblashie i 6 år.
Næste gang man smider sit gamle tv ud, så kan man jo tænke på, at det kan ende i armene på en ti årig. Desværre er vores system nok ikke så gennemsigtigt, så vi helt præcis kan se, hvor vores gamle tv ender. PÅ den måde er det svært at aflevere sit tv et sted, hvor man er sikker på det bliver genbrugt på en miljømæssig god måde.

Xin chào!

In my last blog entry I’ve already mentioned that we were going on the first field trip. The purpose of field trips is to link our studies to examples of the Vietnamese reality. Especially in the case of development studies, there are several projects you can visit that are linked to issues of development.

Although Vietnam is a fast developing country, there are still many areas that are very rural and people living a simple life and have to fight poverty. Especially minorities are facing issues within this growing economy and are often confronted with poverty, insecurity and other problems linked to a lack of education and participation within the political system.

There are 54 minorities in Vietnam and half of the students of the development course visited one of them on Saturday. We drove about 2,5 hours in the direction of the Lao boarder in order to stay one day and one night at one of the villages of the Co Tu minority. We were welcomed by the chief of the village and were able to ask questions about development related topics. We learned about the population of the village, the progresses during the last few years and the challenges this minority is still struggling with. Visiting minority villages is getting more and more part of tourism in Vietnam. Therefore, we shouldn’t have been surprised to find out that we wouldn’t visit a very rural area but more or less a quite touristy place. However, if you are honestly there are hardly any unexplored villages left and therefore this minority village was a good example to see the effects of tourism on the development of minorities (which is in fact a really interesting topic within the area of development studies). Tourism offers a further main pillar and is now an important part of the village income. After the Q&A session we had some time to explore the village and get in touch with the locals.

As our Vietnamese is still quite basic, the easiest way in order to overcome language barriers was through games – therefore, we played football with the local boys and the girls taught us some games they are playing in their free time. It was very good that playing catch and hopscotch are known internationally so explaining the rules was not necessary.

In the evening, we had a delicious traditional Vietnamese dinner with different vegetables, meet and sticky rice – and during the first weeks nearly everyone has improved his ability to eat with chopsticks without dropping every other bite. We were able to spend the nights in a home stay with a local family or in the assembly hall and the next day we went back to Hoi An. It was very nice to leave Hoi An for a day in order to see the country side and a different way of living in the rural area. However, it was also nice to come back to “our” Hoi An – where we already feel quite at home.

Greetings from lovely Hoi An,

Lisa