Der skal også være plads til sjov under studiet, så self-study tiden på Brenu beach bliver også nogen gange brugt på andre ting. Forleden dag var der sat et fodbold match op mellem os studerende fra Kulturstudier og nogle lokale fyre fra nabolandsbyen.
 
Vi gik desværre ikke derfra med en sejr, men kampen endte 2-2. Men det handlede ikke om at vinde, men i højere grad om at have det sjovt med de lokale.
På tirsdag skal vi på vores næste ”field trip”. Denne gang skal vi besøge et område i Accra, hvor elektronik affald, fra især Europa, bliver sendt hen. Her skiller man det ad og brænder plastikken for at ”udvinde” de dyre metaller. Det bliver helt sikkert en oplevelse, men samtidig nok også noget, der sætter nogle tanker i gang om vores eget forbrug af elektronik. Mere om denne tur i en blog opdatering om et par dage.
80 års fødselsdag
Vi været til 80 års fødselsdag. Jeg fik først at vide, at vi var blevet inviteret til fødselsdag 45min før vi skulle være der. Så det var hurtigt på med de skræddersyede shorts (ja det er billigt at gå til skrædder hernede) og en sort skjorte. Og så afsted.
Men hvem var det egentlig vi var til fødselsdag hos?
I starten troede vi at det var ejeren af det hostel vi bor på. Det viste sig dog at være ejeren af det sted, hvor vores undervisere bor. Men vi var hvert fald inviteret! Og er glad for at vi tog derover, så fik man også oplevet en 80 års fødselsdag i Ghana.
Festen skulle selvfølgelig dokumenteres og der var derfor hyret 2 personer til dette. En der skulle filme og en, der skulle tage billeder. Så man skulle altså prøve at opføre sig ”almindeligt” imens et stort kamera pegede lige mod en.
 
Festen varede ikke så langtid som en 80 års fødselsdag nok ville gøre derhjemme. Fra fa vi kom til vi var afsted igen gik der nok omkring 2 timer. 2 timer med mad, fødselsdagssang og dans. Da vi skulle til at gå gik kameramanden i gang med at få de sidste klip hjem. Folk skulle give føsdselaren en hilsen foran kammeraet, hvilket jo kan være lidt svært når man egentlig ikke kender personen. Jeg slap heldigvis, men Anna og Phillipa slap ikke. Så det kom foran kammeraet i ægte nyhedsreporter still:

Taxatur vol. 2.

Jeg skrev jo om en oplevelsesrig taxatur i mit sidste indlæg. Der er mere at fortælle fra den Taxatur.
Da vi var på vej hjem spurgte chaufføren om det var okay, at han lige hentede sin nevø, da skolen var lige i nærheden. Jeg sagde ja.
Vi kører nu ind på skolens Parkeringsplads, børnene har lige fået fri, hvilket vil sige at der løber et par hundrede skolebørn omkring. Vi parkerer og chaufføren står nu ud, så jeg sidder alene i bilen.
Jeg har før snakket om, at børn siger ”obroni, obroni, obroni” når de ser en hvid mand. Det plejer jo så bare kun at være et par børn, der siger det.
Jeg sad i den bil og de havde ikke set mig endnu. Jeg tænkte ”om lidt opdager de mig” og rigtigt nok, 10 sek efter gik de obroni ”amok”. Så nu var det altså ikke bare et par børn der sagde det, men et godt stykke over 30 børn rundt om bilen. Der blev først stille igen da Nevøen satte sig ind i bilen. Chaufføren var stadig ikke med i bilen. Vi sad der alene i nogle minutter, og imens stod børnene og kiggede nysgerrigt ind i bilen. Nevøen har sikkert fået en masse spørgsmål i skolen dagen efter, om hvorfor hun blev hentet af en ”obroni”. Chaufføren kom endelig og vi kunne så køre hjem og aflevere nevøen, før vi kunne fortsætte den taxatur jeg egentlig havde bestilt.Lars
Advertisements