I udkanten af Puducherry, ligger en mindre by kaldet Auroville. Auroville er som navn ret så synligt i Puducherrys gadebillede, der sælges produkter fra Auroville i supermarkedet og mindre butikker, og jeg bor 2 min fra to af dets butikker fyldt med alverdens håndlavede tasker, sko, smykker og røgelse.

’Men hvad er Auroville?’, var min første tanke da jeg blev inviteret derud, og heldigvis var det derfor med et åbent sind jeg en tidlig lørdag morgen, drog derud med min roomie Jenni og vores tyske medstuderende Marieke. Den lørdag spenderede vi tiden på en lille farm, Windaara Farm, hvor Marieke lige var flyttet ind. Farmen består af omkring 12 beboere (en dansker, en egypter, sydamerikanere, spaniolere, portugiser og tyskere) og sammen dyrker og kultivere de jorden, laver marmelade til salg og synger sange omkring bålet om aftenen. Dagen startede med meditation, fælles morgenmad og derefter arbejde, for mit vedkommende hjalp jeg til ude på rismarken. Senere på dagen besøgte jeg et andet lille samfund, som dedikerede deres tid på Bambus research, og havde alverdens ting i bambus; som tøj, smykker, brugskunst, legetøj og endda en cykel.

Ugen efter bestod af endnu to Auroville besøg; først et mere turistet besøg, hvor vi så en introduktions film om byen og dets historie og ideer, og derefter oplæg af en mangeårig Auroville-beboere, B (Bill without ’ill’ var forklaring på hans navn). Mødet med Auroville blev af de fleste mødt med stor skepsis, hvilket er meget forståeligt. I sin introduktion fremstår Auroville meget idealistisk og inkluderende, men da vi spurgte ind til praktiske omstændigheder virkede byen mere ekskluderende og lukket. En af mine danske medstuderende kaldte byen for ’Indiske-Christiania’, og man kan måske drage paralleller mellem dem og påstå at det er samfund der er meget åbne og inkluderende, men dog kun for mennesker af egen slags.

Alt i alt er jeg blevet meget begejstret for konceptet omkring Auroville, og tænker at man måske bør se hele samfundet som en proces mod et mål (måske et uopnåeligt et?) og det er vel som alt andet i verdenen ikke fejlfrit. Heldigvis kom vi også ud på flere mindre turistede ture og samme eftermiddag bød på et besøg hos et ældre par, franske Bernard og en indisk kvinde (kan ikke huske navnet), som sammen i 90’erne var begyndt at kultivere et område at Auroville som udelukkende bestod af ørken. Da vi besøgte dem, besøgte vi en lille skov og altså ingen ørken! Med samme præmisser om bæredygtighed og udviklingen af ørken til skov uden kunstige og unaturlige midler, er Sadhana Forrest opstået. Den skov besøgte vi dagen efter, til rundtur, veganske ingefær muffins, venstreorienteret film og vegansk aftensmad. Konceptet om at lave ørken om til skov, kommer af at området omkring Puducherry inden koloni tiden bestod af junglen og skov, hvilket blev fjernet af kolonimagterne for at holde vilde dyr væk fra byen. Det ødelagde jorden og endte med at efterlade den som ørken L

Selvom Auroville er meget interessant og inspirerende, er det også langt fra Indisk. For mit vedkommende betød det en mindre striks dress-code, men det var vel også en del af begejstringen J

– Godnat, Andrea

Reklamer