I søndags var vi på tur til vulkanen Cerro Negro -en aktiv vulkan som forventes at gå i udbrud anytime! men det er åbenbart ingen forhindring i at bestige den… Det er den yngste vulkan i Central-Amerika og adskillige askeudbrud har dannet en blød og sand-agtig side, hvor man kan løbe, hoppe, glide, stå på board og endda cykle nedad (en tosset franskmand har rekorden på 172 km/t)! Vi havde desværre ikke boards med, så vi måtte bare løbe ned, men det var «kjempe gøy» og det gik så hurtigt, at det var svært at stoppe når man nåede bunden!
 
Vi er jo så heldige, at gå glip af valgkampen hjemme i DK. Tilgengæld måtte vi bruge en halv dag og 200 kroner hver på at afgive vores stemme! Men man er vel en god statsborger;) De to tossede danskere drog derfor ind til ambassaden i Managua, som er halvanden times kørsel fra Leon. Det vil altså svare til at tage fra KBH til Odense for at sætte et lille kryds(det gik heldigvis først op for os, da vi var på vej hjem)! Vi havde egentlig tænkt os at tage en shuttlebus for at spare lidt på budgettet (det er lidt surt at tænke på, at man har brugt 200 kroner, hvis dem man stemmer på taber valget!), men da vi kom til terminalen i Leon, mødte der os en lang og stillestående kø! så efter at have ventet 45 min på samme plads, besluttede vi os for at tage en taxi. Mens vi ventede overvejede vi begge, at tage en af de store busser(dem som stopper hver 2. minut for at samle folk op), men heldigvis forblev det kun en overvejlse! Det viste sig nemlig, at den bus vi i så fald ville have kørt med, var væltet i vejkanten.. så måske var det skæbnen, som ville at vi skulle nå frem og stemme! Det håber vi så er et godt tegn for udfaldet af valget…
Paulina
 
Reklamer