Jeg var nær ikke nået frem. Med tasken fuld af skolebøger, diverse guides og medikamenter var dagen endeligt oprandt. Som en fin intro til Afrikas mærkværdige og overraskende karakter skulle også rejsen dertil blive oplevelsesrig.  Først var der de to ældre ægtepar i flyveren til Heathrow,hvoraf en havde listevis af fakta om Sri Lanka, som hun helst skulle råbe ind over midtergangen med jævne mellemrum. Der troede jeg lidt, at jeg skulle ende mine dage, overfaldt af statistikker og geografi. Men der gik ikke længe før, at den angst blev afløst af kraftig turbulens ved nedflyvning. Rædselsslagen spændt ud i armene mellem to sæder og blikket rettet mod iltmaskerne måtte jeg konstatere, at jeg vist var den eneste, der for anden gang var overbevidst om, at tiden var kommet. Jeg genfandt fatningen og accepterede, at jeg også denne gang ville nå London.

I Accras lufthavn opstod et problem af helt anden karakter. Kvinden i lugen tog mit pas og viftede mig væk, mens hun bad mig ringe til skolen, da jeg havde glemt adressen. Men uden fungerende mobil var det et lykketræf at vende mig om og finde Hedvig, en medstuderede, der var lidt mere tjekket end jeg. Senere skulle det vise sig, at hun blev min medsammensvorne i en mærkværdig rejse til Cape Coast. Uden at sige for meget, så kan jeg tilkendegive, at vi oplevede en del mere af Ghana end lige var forventet af førstedagen. De tre timers bustur blev nærmere til seks timers forvirring, men frem kom vi, velorienteret i de mange finurligheder ved afrikansk transport.

Med et kendskab til Østafrika var mine forventninger til Ghana mange. Billig frugt, rare mennesker og vanvittig trafik. En dejlig overskuelig enkelthed i livsstilen. Lufthavens spartanske udseende var en glædelig velkomst, og det er bare mere overskueligt, når der kun er en vej ud.

Det stod mig hurtigt klart, at jeg også forventede at kunne sproget, orientere mig i hele byen og have kendskab til alt i mit nye afrikanske liv- og helst inden mandag. Jeg ville hoppe direkte ind i den følelse, som et afsluttet længere udenlandsophold giver. Følelsen af at høre til et andet sted end hjemme.

Men ting tager tid, især i 30 graders varme i det vestlige Afrika. Huset på Saltpond Road er en kulturel enklave som i sig selv kræver en udvidet føling for absorption og overblik. 21 mennesker samlet, størstedelen piger, i en bygning i 10 uger tenderer til et socialt eksperiment.

Placeringen i Ghana gør det ikke mere uinteressant, og jeg ser frem til at følge udviklingen. 



Nu er en uges indslusning i skolegangen, afrikansk kultur og nye rutiner ved at være til ende. Tonen er lagt for et semester med mange læsetimer, engagerede medstuderende og inspirerende undervisere, som i deres blotte mangfoldighed sætter forventninger højt. Disse 10 uger vil langt hen handle meget om Global Environment Management på en mere intensiv og omsiggribendemåde end studier ellers kan gøre. Der bliver  snakket på kryds og tværs, og hvor end man bevæger sig er man en del af det globale miljø og dets udfordringer. Man bliver en del af sine studier i sin blotte tilstedeværelse. Man gemmer sig ikke bag bøger og teori, men oplever de
forskellige emnerne udspille sig, og teorien afprøvet i praksis.

Velprivilegeret over at kunne gøre alt dette i fantastiske omgivelser. 

Julie
Advertisements